Hvorfor er vi ikke bedre til at hjælpe hinanden?

Igår søndag, skulle jeg brunche med min skønne kæreste, vi skulle prøve Rungstedgård for første gang. Og det var dejligt, at sove længe og hygge. Senere på dagen skulle jeg ordne en masse gøremål, men nu havde jeg hygge tid sammen med kæresten og skulle nyde det.

 

Brunchen deroppe var utrolig lækker. Det var sen brunch, og der var nogle overaskelses momenter, såsom at se et brunch bord der havde bloody mary’s, champagne, bitter og snaps. Der var selvfølgelig også smoothie, juice, vand og kaffe og andre slags drikke. Og det var super hyggeligt, meget lækkert anrettet. Der var noget for enhver smag. Der var eggs benedikt, det har jeg ikke prøvet før, men kun hørt om, så det skulle selvfølgelig også prøves.

 

På vejen tilbage til mit bord, efter et par omgange ved buffet bordet (jeg er meget madglad, det skal ikke være nogen hemmelighed), der ser jeg så en lille pige knække sammen, hun var ikke mere end 8-9 år gammel. Hun knækker sammen og begynder at kaste op, og det strømmer ud af den her stakkels pige. Det var bare hen og få noget hjælp til at få tørret det opkast op, fordi vi var lige ved buffeten og den her pige skulle bare hjælpes. Hun begyndte at kalde på sin far. Tjeneren stod bare og kiggede, og folk gik bare udenom hende. Jeg hev fat i køkkenpersonalet og spurgte om hjælp til at få tørret det op. Jeg har fundet ud af at situationer som denne, der reagere jeg meget hurtigt. Jeg reagere prompte og det skal bare fixes, der kom fixeren frem i mig. Pigens far havde heldigvis hørt hendes kald, og jeg skynder mig at finde en masse stof servietter frem til ham og hans datter.

 

Bagefter da jeg går tilbage til mit bord, hvor min kæreste sad. Så tænkte jeg: “Hvorfor var der ikke flere der hjalp?”. Jeg kom pludseligt i  et dårligt humør. Det var lidt overraskende, men jeg fik snakket med kæresten om det, og han sagde at det var nok fordi at folk ikke vidste hvordan de skulle reagere eller håndtere situationen. Jeg blev ked af at se, at der ikke er så mange der hjælper hinanden, at folk går udenom pigen, men jeg kan godt se at hvis folk panikker og ikke ved hvad de skal gøre, at det er deres måde at reagere på. Men det gør bare mig ked af det,  at se at man ikke kan overkomme sin skræk, for at kunne hjælpe andre, men sådan er jeg så åbenbart bygget. Men det var det der overraskede mig. Så den søndags brunch, blev lidt anderledes end forventet, for skuffelsen over at der ikke var flere mennesker der sprang til var stor. Jeg er glad for at min kæreste er god til at vende ting med mig, fordi vi er jo ikke alle sammen ens, man kan jo ikke forvente, at alle mennesker vil reagere på samme måde, det er jeg godt klar over. Jeg er også bare overrasket over min egen måde at reagere på, og at der ikke var flere der gad at løfte i flok.

 

Vi skulle så til at gå derfra, kæresten skulle op at afregne, jeg stod så og ventede og tog min jakke på. Jeg havde ikke registreret at pigen og hendes far var tæt på. Indtil at faren kom over til mig og sagde tusind tak for hjælpen med min datter. Først der fik jeg øje på pigen lå på nogle stole og lå at hvilede sig fordi hun havde kastet op i stride strømme. Men her var det så mig der ikke så noget, jeg stod bare og kiggede ud i lokalet. Men er det fordi der ikke er noget der skal fixes? At der ingen panik er, at alt virker okay? Hvad er det der gør at vi lægger mærke til nogle bestemte ting? Jeg har i hvert fald lagt mærke til, at jeg får øje på folk der skal hjælpes. Jeg har også lagt mærke til nu, hvor jeg skal fortælle eller skrive om det, at der ikke er så mange der er hurtige til at reagere og hjælpe andre. Vi er alle sammen forskellige, det skal der også være plads til.